Kom og vær med til de uofficielle verdensmesterskaber i langbordsmiddag under åben himmel med en gastronomisk trio bag roret, Søren Ejlersen, Francis Cardenau og Karlos Ponte
Torsdag 1. september sætter vi for alvor fut under den grønne oase, når vi dækker kilometerlange (sådan da) borde og inviterer til noget af et kokketræf. Havets og havens frugter skal nemlig tages under særlig kærlig behandling – og hvem bedre til dette end legendariske Francis Cardenau, Aarstidernes Søren Ejlersen og vores egen Karlos Ponte.
De tre kokke og en god håndfuld kyndige kammerater skal kræse om bæredygtig, lokalfangede "havfrugter" og sankede grønne sager, retterne vil flyde i en lind strøm mod langbordene og køkkenet vil gløde hele aftenen. Vi garanterer lidt af et cirkus, på den helt hyggelige måde, særligt når det hele foregår med trubadur-musik fra bandet på scenen.
Kom med til et umådeligt velsmagende sammensurium af mad, mennesker, vin, sensommer-fornemmelser og bæredygtighed – vi har taget alt det bedste vi kan tilbyde jer og serverer det hele 1. september fra kl. 17 til et drøn af en aften. Drikkevarerne skal I selv hente i baren, vi skal nok sørge for at der er rigeligt, og at det er iskoldt!
Vi sætter 500 billetter i salg – vær med til vores hidtil største langbords-middag og se madhistorie udspille sig for øjnene af dig for bare 265,-. Menuen kan vi ikke komme nærmere, før vi har fanget sagerne om morgenen, men vi skulle hilse fra de tre gastronomiske bagmænd, der vil være bag de store gryder på aftenen, og sige at den får én over nakken; den står på en hitparade af gode fra hav og have, strandkrabber, konksnegle, søpindsvin, hjertemusling, blåmusling, østers, havsnegle, vilde urter, mælde, hybenroser, brændenælde, vilde løg, tang og andet godt.
Det er desværre ikke muligt at refundere billetter.